Anmeldelse: “Flosset”

Anmeldelse: “Flosset”

Anmeldereksemplar

Flosset. Cecelia Ahern. Oversat af Marie Kopp. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2017. Sidetal 320.

★★★★★☆

Man bliver fanget fra første side, og så tager siderne bare hinanden. En efter en vendes siderne, og efter endt læsning sidder man med en længsel efter den næste bog. (Som er kommet på engelsk, men som først kommer i foråret 2018 på dansk). “Flosset” er til dem, der kan lide bøger med samfund, der ikke ligner vores. Et samfund, der bliver styret af et Lav, og hvor folk bliver frataget deres egen meninger og holdninger til livet, men hvor folk så beslutter sig for at kæmpe imod dette styre.

“Jeg følger regler, jeg kan godt lide logik, jeg løser problemer. Jeg gør mig ikke klog på ting, jeg ikke ved noget om. Jeg ønsker ikke at skille mig ud. Jeg vil gerne passe ind. Jeg har ikke lyst til at være frontfigur for noget som helst.” (100)

“Flosset” handler om et samfund, hvor det gælder om at være den perfekte borger. Opfylder man ikke kravene, om at være perfekt, bliver man stemplet som Flosset, og et F brændes ind i huden på en. Der er fem steder på kroppen, hvor man kan få et brandmærke, som afhænger af den fejl man er kendt skyldig i. 1) I tindingen for dårlige beslutninger. 2) På tungen for at lyve. 3) På højre håndflade for at have stjålet fra samfundet. 4) På brystet, lige over hjertet, for manglende loyalitet over for Lavet. 5) På højre fodsål, hvis de har overtrådt samfundets normer.

I bogen følger vi pigen Celestine. Hun anses som perfekt. Klog, smuk, sød, kommer fra en idyllisk familie, og er kærester med Art, søn er dommer Crevan. Crevan er en ud af tre dommere, der leder et korstog mod de svage, og afgøre i retten, hvor folk skal mærkes. Der er aldrig nogen, der har været i retten, og som er blevet kendt uskyldig. Alle er blevet mærket med et F, på et af de fem steder. Kun en person, i hele samfundets historier, har fået tre F’er, men det ændre sig.

 

Celestine er en dag på vej i skole. Hun er med bussen sammen med Art, og sin søster Juniper. I bussen er der kun to sæder til de flossede mennesker. Hvis pladserne er optaget må de stå op, selv om der stadig er ledige pladser i resten af bussen. En ældre dame, med gangbesvær, får en af sæderne til de flossede, da der er mere benplads i den del af bussen. Den ældre dames veninde stiger også på bussen, og sætter sig ved siden af, på den anden (og sidste) plads for de flossede. En ældre flosset mand stiger på, og han er nu nødsaget til at stå op, hvilket han næsten ikke kan. Han begynder at hoste, og kæmper for at holde sig oprejst. Celestine kan slet ikke se det logiske i, at han ikke kan få den ene af de to pladser, som er tiltænkt de flossede. Hun rejser sig op, og tage kontakt til de to ældre damer om den ældre mand. Sirenerne lyder med det samme, og så begynder alvoren for Celestine, som nu skal for retten, for at have hjulpet en flosset.

“Sig sandheden i retten i dag, Celestine. Og hvis de fortæller dig, at du er Flosset, så skal du bære det som et hædersmærke. Se, hvad de aviser skriver! Du er i en position, hvor du kan skabe forandring. Det har du allerede selv mærket. Du fulgte din mavefornemmelse, gjorde, hvad der føltes rigtigt, og du har inspireret folk.” (100)

Jeg kunne som læser sagtens sætte mig ind i Celestines tanker og logisktænkende tilgang til livet. Og jeg blev vred og irriteret på de to gamle damer i bussen, og jeg vil næsten gå så langt at sige, at jeg nok havde gjort det samme som Celestine. For hvorfor skulle begge to de gamle damer sidde på de to eneste sæder, i hele bussen, der er for de folk, der er stemplet som flosset? Den ene gamle dame havde problemer med sit ene ben, og fik det ene sæde, der der er mere benplads. Den anden kunne bare sætte sig overfor, eller på den anden side af gangen, men nej. De skulle sidde side om side. Der er spænding fra start af i denne bog, og den holder hele vejen igennem. Bogens emner om, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert, er rigtig spændende. Og især da det aspekt med menneskelighed og medfølelse kommer i spil, fanger historien bare.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *