Anmeldelse: “Fra Libanon til Lærkevej”

Anmeldelse: “Fra Libanon til Lærkevej”

Anmeldereksemplar

Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft. Abdel Aziz Mahmoud, Gitte Løkkegaard og Souad Taha. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2018. Sidetal 296.

★★★★★☆

Bagsideteksten“Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kom til Danmark som knap to-årig og ville som barn bare være så dansk som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt. Hans forældres historie og kultur var kun en belastning. Når hans mor serverede arabisk falafel, tiggede han om lasagne. Han gad heller ikke høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark. Nu skammer Abdel sig over, at han skammede sig. Han er flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om sin families oprindelse. Derfor har han bedt sin mor, Souad, om at fortælle ham alt. Om hendes egen og deres fælles historie. Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft er en ærlig bog fyldt med overraskelser og erkendelser, megen gråd og endnu mere latter. Og mens familiens historie folder sig ud, bliver det tillige et bevægende og tankevækkende indspark i den ofte skingre udlændingedebat. For både Souad og Abdel optræder i statistikkerne af mennesker med mellemøstlig baggrund, som politikerne ofte udråber til at være det største problem i Danmark.”

Abdel Aziz Mahmoud er, efter min mening, en af Danmarks skarpeste journalister. Han laver også både radio og tv, og i 2016 udkom hans første bog Hvor taler du flot dansk!Bogen blev en bestseller, og Abdel modtog Læserens bogpris for sin bog. Nu er han igen klar med en ny bog, Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft, som han blandt andet har skrevet sammen med sin mor Madame Souad. Hvor den første bog, Hvor taler du flot dansk!, mest er Abdel, der fortæller om sin oplevelse om at være palæstinenser, og som meget lille at skulle flytte med sin familie til et andet land, Danmark, så fortæller, Fra Libanon til Lærkevej, forældrenes historie; Om Souads opvækst og ungdom i Beirut, en lille landsby i Palæstina; om hendes møde med Hamad, om forlovelsen og forberedelserne til deres bryllup, om flugten til Abu Dabi, og ikke mindst rejsen til Danmark.

Bogen er en samtalebog, hvor Abdel og Souad, i kronologisk rækkefølge, snakker om Souad og familiens historie fra Libanon til Lærkevej. Der er både gode minder, men også mindre gode minder. For fra midten af 70’erne, har der været borgerkrig i Libanon. Souad må som 21-årig flygte alene til Abu Dabi, hvor hendes kommende mand, Hamad, venter på hende. Jeg grinte og græd, da jeg læste denne bog. Og det var hele tiden med dem. Særligt historien om smykker i trusserne fandt jeg spændende og morsom. Oppefra lyder det lidt morsomt, men nede, i selve situationen var det ramme alvor.

Souad: “(…) Min mor pakkede to kufferter med mine kjoler og noget andet tøj og en lille taske med de små ting, og så skulle jeg gemme mine guldsmykker i trusserne, hvis vi blev stoppet og bestjålet undervejs. Smykkerne kunne jeg sælge, hvis noget gik galt i Syrien. De ville så … “

Abdel: “Hov hov – stop lige. Smykker i trusserne, siger du?”

Souad: “Ja. Min mor syede en pose, som jeg skulle sætte fast med en sikkerhedsnål inde i trusserne.”

Abdel: “Jamen, hvor meget taler vi om. To par øreringe? Eller en stor pose fyldt med guld? Er vi ude i en stor pose Matador Mix? Familie Guf?”

Souad: “To poser nærmere.”

Abdel: “To for en tyver.”

Souad: “250 gram.”

(Souad rejser sig og går ud i gangen. Hun kommer tilbage med to store poser slik)

Abdel: “Okay, det her er der simpelthen ingen, der vil tro på. Det er jo for sindssygt, at jeg siger Matador Mix – og så har du to poser Matador Mix i din taske Ha ha- det er vanvittigt. Men altså SÅ meget guld som det der?”

(Souad tager de to poser mellem benene og går hen ad gulvet)

Abdel: “Nu tager du altså ikke bukserne af …”

Souad: “Nej nej. Men du kan godt se. Jeg gik som en, der var handicappet.”

Abdel: “Eller måske nærmere som om, der har skidt i bukserne.” (s. 97-98)

Jeg blev rørt over deres historier. Som Abdel selv siger, så var det da yderst hårdt for hans mor at flygte, og hun har på sin vis været heldig. For gennem de sidst par år, har et stort antal af mennesker måtte flygte fra et land i krig, til et nyt land, for at sikre sig en fremtid i sikkerhed. Rejsen er langt fra endt i samme “lykkelige” omstændigheder for alle. Vi har alle set billederne af bådflygtninge, og hørt om, hvordan døde børn skyllede op på de europæiske strande. En situation, der er fuldstændig forfærdelig. Abdel og Souad italesætter emnet om integration, der har været heftigt debatteret i landet. Souad er en sand ildsjæl, der kæmper for at lære “sine flygtninge”, som hun selv kalder dem, alt om Danmark og den danske kultur, for hun har selv stået i deres sko, og kender til usikkerheden i at være kommet til et nyt land.

At skrive en bog med sin mor, må da være lidt af en drøm for alle. At snakke om familiens historie, stort og småt, og ikke mindst alle de usagte ting, må være en fantastisk oplevelse. For på den måde får man nedskrevet alle de historier, ens mor kender og er en del af. Som Souad siger, meningen med bogen er, at hendes fire børn kender til hendes historie, som hun aldrig før har fortalt dem, og så har de den, selv efter hun ikke er her mere. Hun vil gerne have, at hendes børn skal være stolte af hende. Bogen er utrolig ærlig, og man kan mærke, som sad man selv med under samtalerne, hvor passioneret og oprigtig de begge to er. Det er en sand kærlighedserklæring fra Souad til sine fire børn – Abdel, Murad, Yasmin og Nadim. Hun er stolte af dem, og elsker dem alle utrolig højt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *