En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Godnathistorier for rebelske piger”

Anmeldelse: “Godnathistorier for rebelske piger”

Anmeldereksemplar

Godnathistorier for rebelske piger – 100 fortællinger om exceptionelle kvinder. Elena Favilli og Francesca Cavallo. Oversat til dansk af Elisabeth Kiertzner. People’sPress. Udgivelsesår for denne udgave er 2017. Sidetal 230.

★★★★★★

 

Wauw! Wauw, wauw, wauw.

Allerede efter at have læst om den første kvinde, matematikkeren Ada Lovelace, var min reaktion “Wauw”. Et wauw som jeg sagde højt ud i mit værelse, og som jeg ikke bare tænkte. Jeg blev virkelig overrasket, på den gode måde, over hvad jeg lige havde læst. Jeg fik nemlig kendskab til en kvinde, som jeg aldrig før har hørt om, men som jeg nu havde den dybeste respekt for. Efter at jeg havde læst om Ada Lovelace, var jeg nu mere end begejstre for, hvad jeg ellers ville komme til at læse og ikke mindst lære om fra denne bog. Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig igen

Bogen består af 100 fortællinger. 100 fortællinger, der portrætterer 100 stærke, inspirerende og seje kvinder. Kvinderne kommer fra hele verden, og fælles for dem alle er, at intet og ingen har stoppet dem i det, de gerne ville gøre i livet. Hver kvinde har to sider ved siden af hinanden i bogen. Den første side er historien om hende, og den anden side består af en flot fuldside, der portrætterer kvinden. Bagerst i bogen er der tildelt to sider, hvor læseren kan skrive sin egen historie, og tegne sit eget selvportræt. Derudover er der også en samlet liste, Rebellernes Hall of Fame, over de mennesker, som hjalp til under projektet spæde start, og som gav et bidrag på Kickstarter.

Jeg synes dette er en utrolig vigtig bog, og et fantastisk projekt. Denne bog burde stå på samtlige børneværelser over hele verden. Gerne i samtlige hjem, også dem uden børn. Og jeg glæder mig sådan over, at der er udkommet en to’er til denne bog, og jeg kan næsten ikke vente på, at den bliver oversat til dansk, så den kan stå side om side på den første.

Udover de fantastiske historier, så rummer denne bog også en anden fantastisk ting: Illustrationerne. Hver kvinde i bogen, er fint illustreret på den ene eller den anden kunstneriske måde. Tres kvindelige kunstnere fra hele verden, har bidraget med deres fortolkning af et par af de 100 kvinder i bogen. Det vil altså sige, at illustrationerne er meget forskellige, hvilket bare igen er fedt, da det, udover historierne, fortæller, at vi alle er forskellige, og det er helt okay.

Denne bog må uden tvivl være årets julegave. Skynd dig at få fat i et eksemplar. Den vil ikke skuffe dig.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *