Anmeldelse: “Hemmeligeder”

Anmeldelse: “Hemmeligeder”

Anmeldereksemplar

Hemmeligheder. Vibeke Bruun Arildsen. Eudor. Udgivelsesår for denne udgave er 2018. Sidetal 191.

★★★★☆☆

Hemmeligheder handler om 16 årige Julie. Hun bor med sin lillesøster Marie, deres mor og morens kæreste Carsten, i en lejlighed i Kolding. Forholdet til moren er ikke altid nemt, og Carsten er en klam fyr, men det ved kun Julie. Hendes far bor i København, og de to piger ser ham kun en weekend eller to om måneden. Han bor sammen med sin nye kæreste Hanne og hendes to tvillingdøtre. Det er blevet tid til årets efterårsferie, moren og Carsten er rejst til Spanien, og Julie og Marie skal tilbringe den hos deres far i København. Men så sker der det, at de ikke når bussen, og i et desperat forsøg på at nå op til stationen, låner de Carstens bil. Og ja, Julie er 16 år og har ikke et kørekort, men hun formår at køre dem helt til Fyn. Men så stopper turen også, for langt ude på landevejen, på en grusvej, mister Julie kontrollen, og bilen ender med at køre ind i et træ. De får hjælp af Lily, en ældre dame, der sammen med sin syge mand, bor i et hus på grusvejen. Hun giver pigerne lov til at blive de dage, det tager at få ordnet deres bil. I nærheden af Lilys hus ligger to andre huse. I det ene bor to kvinder fra Nigeria, Chika og Caroline, sammen med Carolines mand Chris. Chris er mekaniker, og skal lave bilen for dem. Om aftnen kommer mænd på skift kørende ned ad grusvejen, for at besøge Chika. I det andet hus bor en familie på tre, der dyrker cannabis.

Jeg synes bogen er god og velskrevet, da ordene flyder godt. Sætning efter sætning, ryger fint igennem synsfeltet, i et meget passende tempo. Et kæmpe plus i min bog, er også opsætningen af historien. Bogstaverne er tilpas store, og mellemrummet imellem har en god størrelse. Der er ikke kapitler med tal, der f.eks. går fra 1-20. Kapitlerne har istedet overskifter som Køreturen, Ukrudt, FarverKagedåsen osv., der er med til at give et hint om, hvad næste afsnit handler om. Historien er barsk, og man ønsker som læser så inderligt at hjælpe Julie. Det hun har oplevet og kæmper med, burde ingen opleve. Hun går rundt med nogle meget store hemmeligheder, hvor man som læser sådan ville ønske, at hun havde et bedre og tættere forhold til sine forældre, så hun turde fortælle dem om, hvad hun går rundt med i tankerne, og hvad hun har været udsat for. Jeg undrede mig lidt over nogle af personernes måde at være på, og fandt den måde, de forholder sig til ting på, lidt spøjs. Jeg tænkte: “Er folk sådan? Ville jeg reagere på den måde, hvis det var mig? Hvorfor siger de sådan?”. Jeg ser bogen værende god i hænderne på de unge læsere – teenagerne. De kan læse om en på deres egen alder, og forhåbentlig sætte deres tanker i gang, om flere af de emner, bogen kommer rundt om.



1 thought on “Anmeldelse: “Hemmeligeder””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *