En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Kunsten at være normal”

Anmeldelse: “Kunsten at være normal”

Anmeldereksemplar

Kunsten at være normal. Lisa Williamson. Oversat på dansk af Julie Top-Nørgaard. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2017. Sidetal 416.

★★★★☆☆

“”Kunsten at være normal” undersøger i en let, sjov og fordomsfri tone, hvad det vil sige at være en transkønnet teenager i en verden, hvor mange kæmper for at passe ind så godt som muligt. 
Bogen udgives i Danmark samtidig med Copenhagen Pride i august. I forbindelse med udgivelsen samarbejder Politikens Forlag med Amnesty International om at gøre opmærksom på emnet.” – Politikens Forlag

Kunsten at være normal” handler om den fjortenårige dreng David Piper, der på ingen måde føler sig som en dreng. Han går på Eden Park School, og er ikke en af de populære elever. Han bliver ofte mobbet og kaldt for “freakshow”. Historien bag øgenavnet er, at David som otteårig til en skoleopgave om, hvad han gerne ville være, skrev, at han ville være en pige. Og det vil han stadig gerne. Han ved bare ikke, hvordan han skal sige det til sine forældre, eller til resten af verden. Men to personer kender allerede til Davids hemmelighed, nemlig hans to bedstevenner Essie og Felix.

En dag starter en ny elev på Eden Park School. Han hedder Leo Denton, og han ønsker for alt i verden ikke at tiltrække sig opmærksomhed på skolen, men det sker ikke. Alicia Baker, en af skolens populære piger får Leo på sin radar. Leo prøver ikke at tænke på hende, men tanker om Alicia finder alligevel vej til hans hoved. Han må indrømme overfor sig selv, at Alicia da er ret smuk, har et sødt smil, og så for slet ikke at nævne hendes øjne. Og når ja, så kan hun synge. Synge som Ella Fiitzgerald, hvilket han også fortæller hende. Sød kemi opstår, og Leo og Alicia kommer hurtigere tættere på hinanden.

“Det er en flot jakke.”
Jeg ser ned ad mig selv, Jeg har stadig blazeren på.
“Synes du?”
“Ja. Den er megasej. Du ser flot ud. Du ligner prins Erik fra Den Lille Havfrue.”
Jeg ryster på hovedet. “Tak, Tia.” (30)

David og Leos veje mødes for alvor, da David bliver mobbet i kantinen, og Leo, som den eneste elev i kantinen, kommer ham til undsætning. Leo sender en knytnæve i retningen af Harry, den ene elev bag mobberiget, der sender Harry i gulvet. Leo ender med eftersidning i en hel måned, og både Harry og David får hver en uge. Under Davids uge med eftersidning, finder han ud af, at Leo er lidt et geni til matematik, modsat ham selv. En lektiehjælpsordning bliver derefter begyndt, og David begynder at forstå sine matematikopgaver. Leo og David lærer mere og mere om hinanden, og et venskab opstår. De to har nemlig mere tilfælles end, hvad både de og vi lige skulle tro.

“Normal er bare sådan et åndssvagt ord,” siger jeg og mærker pludselig vreden vælde op i mig. “Hvad betyder det overhovedet?”
“Det betyder, at man passer ind,” siger David bare.
“Og er det det, du gerne vil? Passe ind?”
“Måske ikke hele tiden. Men for det meste, ja. Jeg tror, at alting ville være meget lettere, hvis jeg bare kunne gå i ét med flokken. Er det måske ikke derfor, du ikke siger noget til nogen?”

 

Bogens kapitler skifter mellem David og Leo. Et kapitel kan være fra Davids syn, hvor de to næste kan være fra Leos syn, hvilket jeg synes rigtig godt om. Det er en rigtig god måde at fortælle en historie på, hvor der er flere hovedpersoner. Skriften skifter også, så man ved, om man læser David eller Leos syn.

Bogen er sød, og har flere særlige stunder, der får en til at trække på smilebåndet. Derudover er den også sjov, og lillesøster Tia er især en karakter, der står for denne humor. Bogen hiver fat i et par vigtige og relevante emner, og historien er et frisk pust, da den netop handler om en transkønnet teenager. Jeg savnede måske lidt mere og dybere fortælling om Leos historie. Dog passer mængden egentlig med hans personlighed – han holder folk på afstand, og ingen skal helst komme for tæt på.

Der kunne godt have været en ekstra korrekturlæsning til denne bog. Der var nemlig flere steder i bogen, hvor mit øje fangede et par små tastefejl. For mit vedkommende er det sådan, at når man først finder en fejl, så er man mere opmærksom som læser, men når man så finder flere, så kan man godt blive en lille smule irriteret. Disse tastefejl påvirker selvefølgelig ikke selve historien, men snare læseoplevelsen af den. For jeg kan godt lide den bog.

Bogens titel “Kunsten at være normal“, samt David og Leos tanker og diskussioner om, netop, hvad det vil sige at være normal, synes jeg var ret interessant. Hvad vil det egentlig sige at være normal? Og hvem bestemmer, hvad der betegnes som normal og unormal? Vi er heldigvis ikke alle ens (hurra for det!) – nogle mennesker har nemmere ved livet end andre, og andre har brug for lidt mere hjælp hen ad vejen.
I min tid i folkeskolen, blev ord som “normal skoleelve” brugt omkring mig. Ikke fordi jeg var det, men nemlig fordi jeg ikke var det. Jeg havde det svært i folkeskolen, og jeg gik på et kursus i fjerde klasse, sammen med fem andre børn fra skolen, der også havde det svært. Målet for mig, var at kunne blive betegnet som en “normal skoleelev“. Når jeg tænker over hele dette forløb i dag, og hvordan jeg havde det, så kan jeg især blive en smule irriteret over et par af de lærere, der var med i forløbet. Et par af dem var ret pædagogiske, og fuldte deres lærebog til punkt og prikke. Hvis et barn havde det, som jeg f.eks. havde det, og det ikke kunne “slås op/kendes til”, ja så var det jo “unormalt“.
Jeg kan puste ud, set i deres øjne, for jeg klarede mig igennem. Jeg endte med betegnelse “normal skoleelev” inden jeg afsluttede folkeskolen. Der var ikke mange, der havde trodet, at jeg ville klare mig igennem, men nu sidder jeg her. Jeg har en bachelor i Informationsvidenskab og Kulturformidling, og skal lige om lidt i gang med en kandidat, med samme studieretning. Jeg er glad for, at der er kommet mere fokus gennem årene på, hvordan børn og unge lærer bedst muligt, så de kan få en positiv skolegang.

Jeg tænker at ordene “normal/unormal” bruges, når vi er usikre på noget, og når der er noget vi ikke kender til. Men hvorfor bliver noget “unormalt“, bare fordi VI ikke lige har hørt om det, eller har oplevet det før? Jeg ved godt, at noget kan siges at være mere normalt end andet, og at en ting som “jeg har dagligt ondt i benet“, ikke er normalt og smerten ikke bør være der, og man derfor bør søge lægehjælp. Men der er også bare andre situationer, hvor grænsen mellem NORMAL og UNORMAL bør brydes. Vi kan lære så meget mere af hinanden og om hinanden, hvis vi tør bryde denne usikkerhed, og dette skel.

Del meget gerne dine tanker om ordene “Normal / Unormal” med mig i kommentarfeltet. Måske er du enig i noget, og uenig i noget andet, men byd endelig ind.

Tak fordi du læste slutningen af dette indlæg. <3

 



2 thoughts on “Anmeldelse: “Kunsten at være normal””

  • Det er fedt at du har taget ‘normal’ op, fremfor transkønnethed, som denne bog uden tvivl lægger op til. Jeg er også træt af ordet ‘normal’ og at det ord egentlig også sætter en vis forventning til personer. Jeg er i mine sidste par anmeldelser kommet ind på emnet, for jeg er godt og grundigt træt af det. For ærlig talt, det bliver brugt som normen eller ‘the default’, men hvem gider egentlig være normal? For mig er normal kedelig, normal er præcis ligesom alle andre. Måske er det en fordel i ens hårde tider, i eksempelvis folkeskolen, men jeg vil meget hellere huskes for hvem jeg egentlig er fremfor at jeg tilpassede mig normen.

    • Jeg tænkte der kunne komme noget interessant ud af det, og netop nu, hvor titlen bruger ordet “normal”.
      De anmeldelser må jeg da lige få kigget igennem så. Jeg beklager det sene fund af din blog, har nemlig fulgt dig på Instagram længe. Men nu er du og den fundet!
      Hvem er overhovedet normal? Hvilke briller skal man tage på, før man kan vurdere, om folk er “normale” eller ej?
      Lad os alle bryde normen – let the revolution begin!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *