En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Lucie”

Anmeldelse: “Lucie”

Anmeldereksemplar

Lucie. Anne-Marie Vedsø Olesen. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2018. Sidetal 352.

★★★★★☆

Lucie befinder sig til en heavy metal koncert på Rfalhaleøen i København. Hun får øje på en pæn mand blandt publikum. Han ser også hende, og de får øjenkontakt. Han er muskuløs, har pænt hår og så er han slet ikke typen, der passer ind i disse omgivelser. Men som sagt, han har muskler. Han vil være for stærk at kæmpe mod, og hun må finde en anden. Hun får øje på en ung fyr. Han er påvirket og vil helt sikkert ikke kunne gøre stor modstand. Nu skal hun bare have ham ud fra publikum, uden at nogle ser dem samme, så han kan blive hendes næste offer.

Lucie handler om kvinden af samme navn. Hun kom til verden fra en fjord i Norge. Med vand i sine åre, og som fuldvoksen kvinde steg hun op ad vandet, uden at ane, hvor hun kommer fra, hvem hun er og ikke mindst, hvad hun er. Hun har levet i 2000 år, og lever af mennesker, som hun opnår en helt særlig rus af at spise efter hun har dræbt dem.

For dem, der berørte mit liv, ventede i sidste ende kun døden, de blev fældet enten af aldersom eller af min hunger.” (62)

Efter håndteringen af sit nyeste offer, i et telt på pladsen til koncerten, vender Lucie tilbage til koncerten. Den pæne mand fra tidligere opsøger hende, og de falder i snak. Han hedder Casper, er tidligere børsmægler og fraskilt. De forlader publikum, og finder en plads uden for, hvor de stadig kan se scenen. Lucie spørger ham om at tage med ind i byen i Købehavn. Her ender de i en lejlighed, hvor der er værelser til de besøgende, med madrasser på gulvet, og hvor de får serveret opium. Efter Casper har indhalleret første gang, fortæller Lucie ham, hvem hun er. Han tror hun laver sjov, og ved ikke helt, hvad han skal tro på. Men under deres opiumrus, begynder Lucie at høre stemmer, mens Casper ser syner. Men hverken stemmerne eller synerne er det skøre vandvid. Begge dele har en forbindelse til Lucie og hvem hun er, men der er ikke meget at gå efter.
Casper er venner med Martin, der er lidt af en enspænder, og som næsten kun ses med Casper. Han kan snakke med fugle, hvilket Casper finder en smule sjovt. En dag spørger Martin Casper, om han vil med til Oslo, hvor han skal op at se et gammelt skrift, arkæologer har fundet nær en kirke. De beslutter sig for at tage pilgrimsrejsen op til Oslo, og Casper invitere Lucie med. Hun håber at kunne finde ud af, hvem hun er, ved at vende tilbage til fjorden hun kom fra. Og så begynder rejsen, der byder på en masse spænding, aktion og viden om Lucie, for de tre rejsekammerater.

Bogen er en sand pageturner. Siderne tog hinanden, og i takt steg mystikken og spændingen, der voksede mere og mere for hvert kapitel. Jeg havde svært ved at slippe bogen igen, når først jeg var begyndt. For som med Lucie, vil du også finde ud, hvem og hvad hun er. Jeg er ovenud begejstret for denne bog. Bogens kapitler er inddelt efter de tre hovedpersoner Lucie, Casper og Martin, og det giver en ret fin balance. Caspers evne til at få syn, fra noget der vil ske, og Martins evne til at tale med fugle, har nemlig en stor betydning for Lucie og hendes søgen efter svar. Derfor fungerer det rigtig godt, når man læser fra mændenes synsvinkel, som ikke altid ved, alt hvad der foregår. Bogen inddrager nordisk mytologi og en del af Norges gamle historier. Et par spændende og gode elementer, der løber som en mindre historien ved siden af, som vi læsere også for fortalt i takt med Lucies søgen på svar.

Bogens trailer kan ses her under:



2 thoughts on “Anmeldelse: “Lucie””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *