En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Mio, min Mio”

Anmeldelse: “Mio, min Mio”
Mio, min mio. Astrid Lindgren. Oversat af Kina Bodenhoff . Gyldendal. Udgivelsesår for denne udgave er 2015. Sidetal 151.
★★★☆☆☆

Bo Vilhelm Olsson er adopteret, og bor hos onkel Sixten og tante Edel på Uplansgade i Stockholm. Han er ikke glad for at bo der, men han kan godt lide at lege sammen med Benka, der bor på samme vej. Bo misunder det forhold Benka og Benkas far har til hinanden, og han ville ønske han selv havde en far, der gad lege med ham og hjælpe ham med ting. En dag befrier Bo en ånd, der er holdt fanget i en flaske. Ånden takker Bo, og tager ham med til Landet i det Fjerne. Her møder han Kongen, der viser sig at være Bos rigtige far. Kongen fortæller, at han længe har ventet på sin søn, og som han kalder Mio, min Mio. Mio nyder tiden med sin far i Landet i det Fjerne, og inde længe møder han Jum-Jum. En dreng på samme alder, og som minder ham om Benka hjemme i Stockholm. De to drenge møder forskellige folk i Landet i det Fjerne, og alle beretter de om, hvordan de savner nogen fra deres familie, som den onde ridder Kato har taget. Snart står det klart for Mio, at det er hans opgave at kæmpe mod ridder Kato. Med Jum-Jum som følgesvend drager de to drenge af sted til Landet Udenfor, hvor kampen om at befri de forheksede fugle og kæmpe mod ridder Kato må finde sted.

“Et lille hvidt hus med stråtag, som også var lige præcis sådan et rigtigt eventyrhus. Det er ikke til at forklare, hvordan det kan gå til, at et hus ser ud, som huse gør i eventyrene. Om det er noget i luften, der gør det, eller om det er de gamle træer, der står omkring det, eller om det måske skyldes noget helt andet.” (49)

Et eventyr af dronningen af børnelitteratur – Astrid Lindgren. Bogen rummer alle elementer til et vaske ægte eventyr. Det er fortællingen om kampen mellem det gode og det onde. Konger, prinser og riddere. Forheksede fugle, talende brønde og magiske kapper. Jeg synes historien er sød, og at læse, hvordan den triste Bo finder hjem til sin far Kongen i Landet i det Fjerne, fik min medfølelse frem for Bo, og jeg sidder med den der “Nååårh” følelse over fortællingen. Når det så er sagt, som må jeg også indrømme, at jeg blev lidt træt af de mange gentagelser. En ting er Kongen, der ikke bare siger “Mio”, men “Mio, min Mio”. Jeg er med på, at det understrege Kongens kærlighed til sin hjemvendte søn, og at det netop er hans søn, men de steder, hvor man læste om ridder Katos spejdere, der blev det en smule for meget for mig. Der er flere situationer, hvor Mio og Jum-Jum er lige ved at blive fanget af spejderne, og det er her de siger det samme gang på gang.

“”Søg. Søg overalt,” sagde den ene. “Det er bud fra ridder Kato, at fjenden skal fanges. Fjenden, som red på den hvide hest, skal fanges, det er ridder Katos befaling. Søg i bjergenes huler, søg blandt skovens træer, søg på vandet og i luften, søg nært og fjernt, søg overalt!”.” (114)

Bogen indeholder mange sjove og velkendte situationer, som jeg satte i relation med film og andre bøger. Blandt andet det med ånden i flasken; hytten i skoven; den magiske kappe, der gør en usynlig; den talende brønd; en magisk ske, der stiller sulten og de flyvende heste. Som sagt har denne bog en masse magiske og eventyrlige elementer, som danner rammen om et rigtigt eventyr. Jeg tænker dog, om min vurdering af bogen ville være anderledes, hvis jeg havde læst denne fortælling først, og derefter læst “Brødrene Løvehjerte” og “Ronja Røverdatter”. Jeg er nemlig mere til de to andre bøger, “Brødrene Løvehjerte” og “Ronja Røverdatter”, end jeg er til “Mio, min Mio”.

Har du læst den? Hvad synes du?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *