En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Tro, håb og gorgonzola”

Anmeldelse: “Tro, håb og gorgonzola”

Anmeldereksemplar

Tro, håb og gorgonzola. Lars Daneskov. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2013. Sidetal 152.

★★★★★☆

Lars Daneskov har knækket koden. Han har formået at skrive en børnebog til børn. Jeg ville sådan ønske, at jeg var vokset op med Anton og Molly, da jeg var barn, og bliver næsten helt misundelig på de børn, der får lov til det. Men så må det bare være min opgave at videregive denne bog, til den næste generation, når tiden bliver til det. Jeg har godt nok kun læst den første af bøgerne, med niveauet er allerede fantastisk højt, og jeg glæder mig til at kaste mig over de andre i serien. Det er en rigtig sjov bog, med en skrupskør handling, der rammer lige hvor den skal.

I Tro, håb og gorgonzola møder vi Anton. Han bor sammen med sin mor, der i byen kendes som Ostedamen. Hun ejer nemlig byens ostebutik, og oven på butikken bor Anton og mor. Anton er bedstevenner med Molly. Hos Molly må man drikke alle de cola’er man vil, og man kan trække tyggegummi fra en automat. En dag fortælle Anton til Molly, at hans mor gerne vil have en mand med lange arme og overskæg. De to unger planlægger en mindre kidnapning af den store tv-stjerne Don Amore. Hvad de får brug for, er en gorgonzola fra ostebutikken, og en stor sort sæk. Osten skal bruges så Don Amore besvimer, og sækken skal de have ham ned i, så de ubemærket kan transportere ham hjem til mor på budcyklen. Men ikke alt går præcis som det skal. En sød og sjov fortælling.

Vi skal bruge en stor gorgonzola,” hviskede han. “Så besvimer han lige på stedet.”

Molly rystede på hovedet og var ved at grine.

En gorgonzola?”

Ja, en gorgonzola,” sagde Anton. “Jeg har selv set det i fjernsynet. Man skal sætte en stor klud lige op til næsen af dem, man skal kidnappe, og så besvimer man dem. Det kan godt være, det ikke var gorgonzola, men hr. Godtmod siger selv, at det virker.

Hvis hr. Godtmod siger, det virker, så er det rigtigt,” sagde Molly. “Han lugter dårligt, men han lyver aldrig.”

Jeg skaffer en gorgonzola“, sagde Anton.

Så skaffer jeg en stor sæk vi kan putte Don Amore ned i, når vi har besvimet ham,” sagde Molly.

De var lige ved at grine højt begge to, men holdt sig for munden. De vidste, at de måtte være stille. Helt stille. (87)

Bogen minder mig sådan, om de bøger jeg læste i folkeskolen. Der var særligt to, Pip og papegøjerne og En tosset dag i Zoo, der blev lånt på skift mellem mig og nogle af de andre piger i klassen. I disse bøger møder vi også et på skøre og skægge folk, som bare fangede os med det samme. Tro, håb og gorgonzola indrammer perfekt, hvordan børns fantasi kan stikke helt af, og hvordan der ingen begrænsninger er. Som at opsøge en tv-by, finde den største tv-stjerne Don Amore, putte ham i en sæk og låne ham for et stykke tid. Det er da det mindst. Det lyder godt i teorien, men i praksis er det noget helt andet. Og man husker vel godt, hvordan man selv var som barn, med store drømme og vilde fantasier.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *