Anmeldelse: “Vi har altid boet på slottet”

Anmeldelse: “Vi har altid boet på slottet”

Anmeldereksemplar

Vi har altid boet på slottet. Shirley Jackson. Oversat til dansk af  Rebekka Hjelholt Svendsen. Alhambra. Udgivelsesår for denne udgave er 2018. Sidetal 255.

★★★★★☆

Bagsidetekst: Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler I haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne. Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.

Jeg læste denne i efteråret sidste år, men har først fået skrevet min anmeldelse færdig nu, da der lige var en eksamen i december, der tog en del af min tid. 🙂

Bogen, hvis originaltitel lyder We Have Always Lived in the Castle, blev udgiver for første gang i 1962 på engelsk. Der skulle gå hele 56 år, før bogen blev oversat og udgiver på dansk! Og hvorfor skulle der dog gå så mange år, før den skulle udkomme på dansk, kunne man spørge. Jeg ved det virkelig ikke, men efter at have læst bogen, har jeg et par tanker om, hvorfor ingen har turde at røre ved en oversættelse tidligere. Det er første gang jeg læse denne bog, og jeg har altså ikke læst den i dens originalsprog, engelsk, inden jeg læst den danske udgave. Der er nu gået et godt stykke tid, siden jeg læste denne bog færdig, men jeg tænker stadig på den. Ret meget faktisk.

Det mærkelige er, at da jeg begyndte på den, der var jeg lidt i tvivl om, om jeg egentlig overhovedet kunne lide den. Jeg havde læst det fantastiske forord, skrevet af den danske forfatter Leonora Christina Skov, og mine forventninger steg voldsomt. Men så begyndte jeg min læsning, og jeg blev i tvivl om min interesse for bogen. Sidse, fra Sidses bogreol, formulerede meget godt, i hendes instagram-opslag, om hendes anmeldelse for bogen, hvordan hun havde haft det under læsningen af den. Og i dette opslag, satte hun de præcise ord på, hvordan jeg selv havde haft det, uden egentlig at have været klar over det. Under læsningen fangede handlingen mig ikke så meget, særligt det første lange stykke, men når jeg så havde pause i teksten eller lavet noget andet, så tænkte jeg hele tiden på handlingen. Det er egentlig ret interessant, for da jeg første gang læste i bogen, der var jeg i tvivl om, om den måske ikke var noget for mig alligevel. Men det har den altså været, i den grad, og jeg kan kun anbefale den.  Den er sort på sin helt egen måde, både med humor og mystik, som den emmer en masse af. På den ene side vil man gerne vide, hvad der egentlig sket med resten af familien, men samtidig bliver man ret optaget af de to søstres stærke bånd, så man tænker, at hvis man ikke får det at vide, så gør det heller ikke noget.

Jeg tænker, at jeg vil læse mere af Shirley Jackson, for det her var en ret god læseoplevelse. Er der nogen, der kan anbefale hendes andre tekster? Og måske jeg skulle prøve med en engelsk udgave, for at se, hvordan hun er på sit eget sprog. Rebekka Hjelholt Svendesen, hende der har oversat denne bog, fortjener en stor hånd i mine øjne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *