En bogblog, der deler glæden ved bøger

Bogforum 2017 / 2

Bogforum 2017 / 2

Min billet var venligt sponsoreret af Bogforum, og tak for den.

Bogforum er slut for denne gang, og det var mindst lige så godt, som jeg havde forventet. I år var jeg igen afsted med søde Amalie, fra bogbloggen Adventures of a booknerd, og vi havde en dejlig søndag.

Vi startede med at bevæge os over til Børnebogforum, og over til organisationen Læs for Livets stand. Jeg havde medbragt en stor pose med bøger til børn og unge, som jeg passende fik afleveret som noget af det første, så jeg ikke skulle gå rundt med det tunge læs alt for længe igen.

Det første oplæg vi hørte var Paula Hawkins. Jeg kender hende kun som forfatteren bag bogen “Kvinden i toget”, men jeg har ikke selv læst bogen. Efter oplægget var der signering. Amalie havde sin udgave af “Kvinden i toget” med, og vi stillede os i kø. Da vi står i køen spotter vi Karina fra bogbloggen Reading raindrops,  og Malene med bogbloggen Wondrous Bibliophile.

Jeg havde en lille aftale med Karina om, at vi skulle mødes på et tidspunkt, da hun nemlig havde købt to Pop Funko figurer af mig. Bogforum var det helt oplagte sted til at få hilst, snakket og udføre en lille handel, og så stod hun der uden vi egentlig havde aftalt nærmere for, hvor og hvornår vi skulle mødes. Det passede jo perfekt. Så jeg hoppede ud af køen, da det var Amalie der skulle have en signering, og gik over for at hilse. Det var dejligt at få hilst på de to søde piger, som man ellers kun ser meget lidt, da vi bor over hele landet, og som man derfor skriver lidt med via de sociale medier.

I år havde flere af de store gange fået gadenavne, hvilket jeg fandt ret fint. Det var dog ikke noget jeg selv gjorde brug af under mit besøg, men det var meget godt tænk, så noget velkendt fra litteraturen blev en del af udsmykningen i hallen. Mit favorit gadenavn, med mit store Astrid Lindgren hjerte, var dette:

Mit vigtigste mål for Bogforum i år, var at få signeret to bøger af den norske forfatter Siri Pettersen, og det mål blev opfyldt. Både Amalie og jeg var lidt mere “løse” i forhold til, hvad vi gerne ville. I år var vi egentlig mere til bare at gå rundt og suge det hele til os, og så stå i et par køer for signeringer. Det var meget få oplæg og forfatterinterviews vi fik set i år, men det var egentlig, hvad vi lige var til i år. Der er ret mange mennesker på Bogforum, og der er derfor også kamp om siddepladserne, så derfor er det en god ide at komme i god tid, før det oplæg man ønsker at høre går igang. Især hvis det er en af de mere populære forfattere.

Den online boghandel Plusbog.dk havde lavet goodiebags til alle, og vi var også forbi og få en hver. Det er et ret fint net, som passer med deres kampagne om at læse hele livet. Deres bogmærker var også at finde i nettet, og Plusbogs bogmærker har altid et par rigtig gode citater, der passer til læseglade mennesker.

HarperCollinsNordic havde sendt mig en mail inden Bogforum, hvori der stod, at hvis jeg kom fordi deres stand på Bogforum, så kunne jeg komme forbi og hente en lille gave, i form af to børnebøger. Jeg smuttede forbi deres stand, fik hilst på Carina fra forlaget, som jeg blandt andet har været i kontakt med, og fik de to bøger.

Sidst men ikke mindst havde Politikens Forlag også sendt mig en mail angående noget på Bogforum. De skrev, at jeg kunne komme forbi efter en goodiebag, med lækre ting til julen. Og wauw, det var virkelig en stor og spændende goodiebag jeg fik hentet hos dem! Og jeg fik også hilst og snakket lidt med to af de seje damer, ud af et hold rigtig seje PR damer hos Politikens Forlag. De er simpelthen så søde, og især når de sådan tænker på os bogboggere. Dejligt!

Beklager den dårlige kvalitet af billedet.

Jeg glæder mig allerede så meget til næste års Bogforum, og tænkt engang, vi skal vente et helt år. Men det er bestemt det værd. Som mange har udtalt eller reklameret med angående Bogforum, det er virkelig årets fest for folk der elsker bøger. Jeg skal bestemt afsted igen næste år, og indtil da, tak for denne gang Bogforum.

 

 

 



1 thought on “Bogforum 2017 / 2”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *