En bogblog, der deler glæden ved bøger

Anmeldelse: “Læseren i morgentoget”

Anmeldelse: “Læseren i morgentoget”

 

Læseren i morgentoget. Jean-Paul Didierlaurent. Oversat på dansk ved Anders Juel Michelsen. Politikens Forlag. Udgivelsesår for denne udgave er 2016. Sidetal 157. [Dette er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]
★★★☆☆☆

Guylain Vignolles sidder på den samme plads i toget, på det samme tidspunkt om morgnen, på alle ugens hverdage. Her sidder han i de 20 minutter hans togtur tager, og læser højt for sine medpassagerer, af tilfældige sider fra vidt forskellige bøger. Når han er færdig med at læse, er han ankommet til sit stop, hvor han står af for at tage på arbejde. Guylain arbejder på en fabrik, hvor han betjener en stor maskine, Zerstor 500. Denne maskine æder bøger, og laver dem om til papirmasse. Et job Guylain bestem ikke er glad for. Siderne han læser højt fra i toget, har han reddet ud af maskinen.

“En hel væg i stuen var dækket af bogreoler. De syv hundrede og otteogfirs eksemplarer af Haver og køkkenhaver før i tiden af Jean-Eude Freyssint stod nydeligt stillet op på mahognihylder, bind ved bind med de snavsetgrønne rygge vendt ud mod stuen. Giuseppes børn.”

Under en af de ellers almindelige hverdag, med oplæsning i toget, finder Guylain et usb-stik under det sæde han sidder på. Han kan næsten ikke koncentrere sig på arbejdet den dag, og da han har fri skynder han sig hjem, og sætter usb-stikket i computeren som det første. Usb-stikket gemmer på en ung kvindes dagbog, og Guylain bliver draget af hendes fortællinger. Sammen med sin ven Giuseppe får han lavet en skattejagt. En skattejagt efter kvinden bag ordene fra usb-stikket. De har ikke meget at gå ud fra, andet end et par hints i hendes dagbog.

“Vi ved, at hun hedder Julie til fornavn, at hun arbejder som tissekone, at hun er 28 år, og at frøkenen en gang om året, ved forårsjævndøgnet, laver en ny optælling af sine fliser, samtlige 14.717. Men jeg har især hæftet mig ved indicierne nr. 4, 9 og 11, som er de vigtigste: Hendes toiletter ligger i et butikscenter. Dette center har et areal på hundrede tusind kvadratmeter og er mindst tredive år gammelt, jævnfør revnen.”

Det er først da skattejagten begynder, at min interesse vækkes lidt mere for fortællingen. Som læser kan jeg sagtens se de elementer i historien, som er med til at bygge den søde og rørende fortælling op, men den mangler noget mere efter min smag. Bogen er ikke så lang, og jeg kan både se valget i at lade bogen slutte, hvor den slutter, men samtidig virker det som om, at forfatteren ikke har haft flere sider at gøre godt med. Måske fordi han brugte en del sider på at skrive historien varm. Historien har en lille, varm og sød fortællingen, men den er lille.

20170323_070233

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *