Øydis Bjerre

Øydis Bjerre

Øydis Bjerre er 24 år, og er en pige jeg faktisk har lært at kende via Instagram. Det startede med, at vi læste på samme uddannelse, men i hver vores del af landet. Derudover fandt vi ud af, at vi var fælles om interessen for bøger, og ikke mindst grønne planter. Venskabet er vokset og vi deler faktisk utrolig mange fælles interesser og synspunkter. Kort om Øydis – hun er opvokset på Færøerne, men flyttede til Danmark for 3 år siden for at studere. Hun er netop her i sommer blevet færdig, med sin bacheloruddannelsen i Informationsvidenskab og kulturformidling, med et tilvalg i Litteraturhistorie. Tag rigtig godt imod hende og hendes svar. Og tak til Øydis for bidraget!

Hvorfor læser du?

For det meste læser jeg, fordi jeg har lyst og fordi det er et dejligt afbræk i hverdagen, hvor man kan fordybe sig i en anden verden. Jeg læser for at lære noget nyt og blive klogere på nogle ting, men ofte læser jeg også bare for at nyde en god fortælling og blive underholdt.

 Hvad læser du og hvorfor?

Jeg kan rigtig godt lide at læse YA romaner og romantiske bøger, fordi de ofte omhandler nogle mere hverdagsagtige og relevante emner end mange andre genrer. Dette gør, at disse bøger er lettere at relatere til. Jeg elsker at læse noget, som man kan spejle sig lidt i og jeg elsker at læse om helt almindelige mennesker med deres hverdag og problemer. I min verden må det også gerne være forudsigeligt. Jeg er dog også vild med børnelitteratur og digtsamlinger. En genre, som jeg ikke bryder mig om, er fantasygenren, fordi jeg synes det er kedeligt og jeg er ikke så vild med magiske væsner og overnaturlige handlinger.

 Hvad husker du som dit første minde i mødet med litteraturen?

Jeg husker, at jeg altid har fået læst mange børnebøger højt af mine forældre og bedsteforældre, da jeg var lille og når jeg begyndte at kunne læse selv, så læste jeg også mange børnebøger igen og igen derhjemme. Derefter forsvandt min interesse lidt igen og så omkring 2004-2006 blev jeg vældig interesseret i bogserien So Little Time af Mary-Kate og Ashley Olsen og jeg læste alle 17 bøger i serien meget hurtigt. Interessen for bøger var igen væk i nogle år og så i 2009 fik jeg øjnene op for forfatteren Nicholas Sparks og begyndte at læse hele hans forfatterskab, og siden da har interessen for litteratur holdt ved.

Hvis du kunne hoppe ind i en bog, og opleve bogens handling, som var du en af bogens karakterer, hvilken bog og karakter ville du så vælge og hvorfor?

Det er faktisk aldrig noget, som jeg tænker over eller får lyst til, når jeg læser en bog. Men jeg gad godt være med i handlingen i Fangirl af Rainbow Rowell og være venner med Cath, Wren og Levi og opleve alle de sjove ting i bogen sammen med dem.

Hvis du skal anbefale en forfatter, en bog eller en tekst til andre, hvem/hvilken vil det så være?

Så vil jeg anbefale Anne of Green Gables af Lucy Maud Montgomery. En helt fantastisk børnebog, som blev udgivet i 1908, men som stadig kan læses af børn og voksne i dag. Bogen handler om den forældreløse Anne Shirley, som ved en fejl kommer til at bo hos søskendeparret Matthew og Marilla Cuthbert. Trods Anne’s meget hårde og ret traumatiske opvækst, så formår hun at være utrolig entusiastisk om alting. Jeg elsker hendes skøre fantasi, naivitet og lange monologer. Anne er sådan en elskværdig karakter og hun er grunden til, at jeg synes, at bogen er så god.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *